For et par dage siden, var jeg til min kære tantes
begravelse. Hun døde pludseligt og lidt yngre end forventeligt, i forhold til gennemsnit levealderen.
Jeg havde et par dage forinden haft kontakt med hende, da
jeg en morgen lå og slumrede i sengen og tænkte på hendes forestående
begravelse.
Pludselig sad hun der på min sengekant.
Jeg må have kaldt på
hende, i det jeg netop lå og tænkte på, om det mon var muligt at etablere
kontakt med hende
Jeg laver ellers sjældent afdøde-kontakt, og altid kun hvis
nogen beder mig specifikt om det.
Da jeg var teenager, kunne jeg ikke styre det med at se
afdøde, og det var derfor meget skræmmende. Så det er ikke noget jeg bevidst
opsøger. Ofte er det også forbundet med tunge følelser, at kontakte afdøde.
Selvom det skam også kan være en meget himmelsk oplevelse.
Men nu var det jo et kært afdød familiemedlem, og jeg var
uendelig glad for at se hende. Så jeg åbnede mit hjerte for hende. Øjeblikkelig
fik jeg en tyngende fornemmelse henover korpus og følte en underlig tomhed i
hovedet, lidt ligesom, når man bliver lettere svimmel. Jeg sank en gang,
rystede følelsen ud af kroppen. Det virkede som om, det også lettede energien
hos min tante.
Visuelt viste hun mig, at hun gik ind på et kontor og åbnede
en skrivebordsskuffe. Jeg har ikke været i min tantes hjem siden jeg var
teenager, og kunne derfor ikke genkende noget af det jeg så. Så viste hun mig,
en indsats i skuffen, som kunne skubbes til side, og derefter så jeg en mindre
nøgle i en lille kort snor. Jeg var godt på vej ind i en dybere kontakt med
hende, da hun ligesom blev suget ud af vinduet. Jeg fornemmede, at det var
hendes mand, der i tanken havde kaldt på hende.
Når en elsket person går over på den anden side, er de efterladtes
sorg med til at holde den afdødes sjæl tilbage på det jordiske plan.
Og jeg er
ikke et øjeblik i tvivl om, at sorgen over min tantes bortgang, er meget stor. Så
selvom de efterladte ofte ikke er bevidste om det, så virker deres dybe sorg,
som en kalden.
Straks jeg kom ind i kirken, fornemmede jeg min tantes
tilstedeværelse. Vi var nogle af de første der ankom til begravelsen, og jeg
havde derfor lejlighed til kort at fornemme energierne i kirken.
Min tante viste mig, at hendes kroppe havde trange kår i
kisten. Ved at jeg selv fik en fornemmelse af, at mine arme klemte kroppen.
Folk strømmede til, da min tante var et menneske, der havde
hjulpet og kendt mange mennesker. Jeg fornemmede hendes munterhed over, at vi
alle kom forbi i dag. Faktisk små lo hun lidt, på sin egen helt specielle måde.
Jeg både hørte og så det helt tydeligt. Ikke som jeg ville se dig, men på en
mere luftig måde. Da vi sang ”Det haver saa nyligen regnet” kommenterede hun
det med. ”Jaah!”
Efter sigende, en sang, der skulle havde været en af hendes ynglings
sange.
Da vi vinkede farvel til rustvognen, fornemmede jeg, hvordan
vores energi ikke ville give slip på min tante. Især så jeg det hos min onkel.
Det var ligesom, hvis vores energi havde været klister, som klæbede til kisten,
mens den kørte væk fra os, for til sidst at give slip. Det kan muligvis være
det som digtere beskriver, når de skriver om, at det er ligesom at få revet
hjertet ud. For det mindede meget om den fornemmelse. Da energien kom tilbage
til os igen, blev det for mit vedkommende, igen muligt for mig, at mærke mig
selv.
Jeg fornemmede ikke min Tante fulgtes med os til gravøl, men
at hun først dukkede op, da det var ved at være overstået.
Måske var der ikke brug for hende, fordi det til trods for
situationen, var en hyggelig komsammen. Alt var vel planlagt med mad og drikke.
Og vi snakkede alle hyggeligt sammen. Også om min tante, men også om så meget
andet. På den måde var sindene optaget af andre tanker. Og da vi efter sigende
ikke kan tænke mere end en tanke af gangen. Har sorgen en stund veget pladsen,
for vores meget menneskelige behov for at være sociale.
Men det er klart, at når sorgen i ensomhedens øjeblikke,
vælter ind over de som elsker, de som er blevet ladt tilbage, så kalder de på
den afdøde. Og så kan hun ikke slippe det jordiske plan, men bliver fastholdt
af deres sorg. Det er helt som det skal være. At give slip på en man elsker,
som er blevet revet væk fra en, tager tid.
Sorgprocessen er en nødvendig del, af det at give slip.
Det er ikke den der er gået bort som lider, men dem som er
blevet ladt tilbage, som har det allersværest og som lider allermest. Den afdød
kan vælge at slippe kroppens tyngde og smerter, og kan oven i købet vælge, at
komme til at se yngre ud. De befinder sig på en slags mellemstation, inden de endeligt
kan gå videre op i den åndelige paradisiske verden, men først når de er parate
til det.
Så mine tanker er primært hos de efterladte, som nu skal
have et liv til at hænge sammen, uden den elskede. Alt afhængig af deres tro på
liv og død, vil adskillelsen føles mere eller mindre definitiv.
Men det er et andet kapitel.
Se også min blog: www.bevidst-livskvalitet.blogspot.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar